Sufjan Stevens lagde folkemusikken bag sig for længe siden og erklærede sin plan om at skrive halvtreds plader til halvtreds stater for en ren joke – en følelse, der ikke formåede at vaske skønheden i det udsmykkede Michigan og den pantomimiske Illinoise væk. I årene siden har han skrevet sangcyklusser dedikeret til solsystemet, dirigeret orkestre i hyldest til amerikanske motorveje, gjort grin med folk på sin blog og udgivet plader, der afslører dybe eksistentielle kriser – All Delighted People og den synth-gale Age of Adz. Han vender nu tilbage med Carrie & Lowell, en plade, der lover en genfærd tilbage til de dage, hvor Stevens handlede om akustiske guitarer, banjoer og blød tristhed. Den er dedikeret til hans mor og stedfar. Argh. Grædende.