Oh Me Oh My er både elegant og voldsom. Den er rørende i det ene øjeblik og en balsam i det næste. Den beskriver både globale og personlige historier. Lonnie Holleys rystende ungdom og unge manddom i Jim Crow-syd er velfortalt på dette tidspunkt - hans salg til et andet hjem som barn for blot en flaske whisky; hans misbrug på det berygtede Mount Meigs-fængsel for drenge; ødelæggelsen af ​​hans kunstmiljø ved udvidelsen af ​​Birminghams lufthavn. Men Holleys musik er mindre en opførelse af smerte, han har udholdt, og mere en demonstration af udholdenhed, af ubarmhjertigt håb. Indviklet og kærligt produceret af LA's Jacknife Lee (The Cure, REM, Modest Mouse) er der både kinetisk kortbølget funk, der minder om Brian Enos My Life in the Bush of Ghosts og de dybe rumsatellitlyde i Enos ambient-værker. Men det er en enorm præstation inden for lyd i sig selv.